skrige

Danish

Etymology

From Old Norse skríkja, from Proto-Germanic *skrīkijaną.

Verb

skrige (imperative skrig, infinitive at skrige, present tense skriger, past tense skreg, perfect tense skreget)

  1. to scream
  2. to shout, yell
  3. to shriek

Conjugation

Conjugation of skrige
active passive
present skriger skriges
past skreg
infinitive skrige skriges
imperative skrig
participle
present skrigende
past skreget
(auxiliary verb have)
gerund skrigen

See also

References